Juniorerne i Italien 89’erne fortæller:
Onsdag var afrejse dag. Vi tog af sted spændte
og forventningsfulde overfor hvad Italien skulle byde på. Vi havde
før været på udlandsrejser men aldrig i Italien.
Busturen derned gik fint. Der blev hygget og
set film i stor stil og generelt fløj de 22 timer af sted, også
for dem der ikke sov hele tiden.
Vi ankom til vores hotel i Lido di Jesolo, torsdag
klokken fjorten og vi blev hurtigt delt op på de fire-mands værelser
som vi var blevet tildelt.
Efter en hurtig indlogering gik alle 29 spillere
plus de fire trænere i byen for se hvad den havde at tilbyde. Vi
fandt hurtigt et lokalt pizzeria hvor der blev spist frokost.
Hjemme på hotellet fik vi aftensmad og
humøret var i top. Dog var vi nødt til at ligge os til ro
ved elleve tiden da 90’erne skulle op og spille kamp allerede klokken ni
næste morgen.
Der blev gjort de sidste indkøb af slik
og sodavand i byen inden lysene blev slukket på værelserne.
Vi blev selv vækket omkring ni tiden hvor vi gik ned for at få
morgenmad.
Vi blev bedt om at stå omklædt og
klar til træning kort efter morgenmaden. Da vi ankom til en af de
mange kampbaner så vi at 90’ernes første kamp allerede var
begyndt.
På trods af at vi egentligt gerne ville
se de kampe som blev spillet ved siden af, fik vi da trænet lidt
spil og frispark inden vi selv skulle spille et andet sted i byen.
Efter træning var vi hjemme og spise frokost
på hotellet og drog derefter igen ud mod et af de mange anlæg
som der blev spillet på. Da vi ankom, var vi meget positive.
Den bane vi kunne se så god ud og der var
allerede en del andre hold. Men vi blev snydt og placeret på banen
omme bagved.
Banens stand var elendig og man skal lede længe
i Danmark efter en bane så dårlig. Ikke nok med utallige huller
var banen blevet forkortet med en fjerdedel.
Dette resulterede i en del målspark som
endte hos den modsatte keeper. Vi kunne se frem til tre gruppe kampe i
alt. De to første i dag og den sidste lørdag.
Første kamp blev præget af mange
nerver fra vores spilleres side og med et tidligt mål fra os og en
heldigt frisparks mål af dem fik vi reddet os en uafgjort i den første
kamp.
Anden kamp endte lidt bedre. Med flot spil og
en del mindre nerver fik vi kæmpet os til en sejr på 2-1. Humøret
var højt tilbage på hotellet. Alt i alt en vellykket dag spilmæssigt.
Det var typisk at folk samledes på et eller
2 af værelserne så alle sad og hyggede og snakkede om aftenen.
Og lige meget hvad det var, så fik vi lavet en masse sjov og ballade
hver aften.
På første sal var der flyttet et
hold med franske piger ind hvilket mange drenge fra holdet mente, var fantastisk.
Dette skabte en masse sjove samtaler på et lidt forkølet engelsk
sprog.
Pigerne fik hurtigt fundet sig et par af drengene
som de syntes var pæne og drengene blev derefter forfulgt på
bedste Beckham stil. Lørdag var sidste dag med gruppekampe.
Igen var 90’erne tidligere oppe, og vi skulle
selv spille senere på dagen. Vi fik sikret os en 2-0 sejr med rigtigt
flot spil.
Dette gav en sikker finale billet som skulle
spilles søndag aften på det lokale stadion.
Mindre godt gik det for 90’erne som formåede
at få otte point på deres fire kampe hvilket to andre også
gjorde.
Derfor gik de ikke videre. For vores vedkommende,
var der kun en kamp som skulle afgøre om vi fik guld med hjem.
Søndag morgen skulle vi tidligt op da
dagen stod på en tur til Venedig. Vi blev sluppet fri i byen med
besked om at være tilbage klokken 13.
På trods af kraftig mangel på et
bykort fandt vi dog tilbage til mødestedet, men ikke før
vi havde rundet den lokale McDonald’s.
Der er ikke de store turist attraktioner i Venedig,
men når man render rundt 10 drenge får man alligevel altid
en sjov tur ud af den slags.
Om aftenen var finalen for 89’erne. Vi fik lov
at sove i bussen indtil klokken fem på grund af den tidlige opvækning.
Efter mange forsøg blev vi lukket ind
i et omklædningsrum og vi begyndte at gøre klar til kamp.
Kampen blev et drama mod dem som vi tidligere havde spillet uafgjort mod.
Efter to gange 20 minutter blev kampen fløjtet
af og stillingen var 0-0. Derfor gik vi direkte til straffesparkskonkurrence
hvilket vi egentligt havde forventet kunne ske.
Alle der havde lyst til at sparke gik over til
trænerne og resten blev væk. Der var seks mand som frivilligt
valgte at ville sparke.
Vi stod i en stor gruppe mens den enkelte var
fremme for at sparke. De fik lov at starte og scorede det første
mål.
Til holdets store held var vores målmand
så dygtig at redde både deres andet og fjerde spark. Vi havde
scoret på vores tre første spark, så et mål mere
kunne sikre sejren.
Ved fjerde spark, var vi meget nervøse
men og sikre på at bolden nok skulle gå ind, hvilket den også
gjorde.
Følelsen var fantastisk da vi løb
ned for at overfalde den sidste målskytte og vores målmand.
Vi jublede en del og derefter blev der sprøjtet
med champagne som vores trænere havde købt til os.
Efter en masse slagsange og jubel gik vi i bad
og skulle vente på stadion til klokken 22 hvor der var præmie
overrækkelse.
Holdene blev kaldt op en efter en, og vi kunne
regne ud hvornår vi skulle op.
Vores navn blev råbt i højtalerne
og vi bevægede os over mod modtagelsen mens der blev spillet ’We
are the champions’ på fuld knald.
Man kunne mærke en massiv glæde gennem
gruppen da vi fik pokalen i hænderne.
På vej væk fra modtagelsen kunne
vi høre, at fair play pokalen for vores årgang, blev råbt
op. Og til vores store overraskelse havde vi også vundet den.
Så tre mand vendte om for at modtage en
lige så stor pokal og endnu en omgang medaljer.
Der var glæde over hele linjen og der blev
taget en masse billeder med pokalerne, mens de resterende årgange
modtog deres pokaler.
Humøret på hjemturen var bestemt
i top efter overrækkelsen, så alt i alt en kanon tur. At vi
så også fik lov at se hele Ringenes Herre trilogien gjorde
busturen endnu bedre.
Hele turen var præget at højt humør
og kammeratskabet var i top hele tiden. Det var i hvert fald den bedste
udenlands tur vi hidtil har været på.
Af Martin Jorsal og Claus Hansen